Resiliente bydele

I Vejle vil vi udvikle resiliens dér, hvor livet udspiller sig. Vi har fokus på udvikling af samarbejdet i det lokale demokrati. Afsættet er i den hverdag, som udspiller sig omkring de identificerede udfordringer, og de borgere og virksomheder, som de berører.

I Vejle er der udpeget 4 resiliente bydele:

  • En eksisterende ældre bydel (Vestbyen)

  • Bydele, der har gennemgået byfornyelse (Boligsociale planer for nord og syd)

  • En bydel under udvikling (Fjordbyen)

  • En helt ny bydel (Rosborg)

Med udgangspunkt i de lokale udfordringer og muligheder arbejdes der aktivt på tværs af kommune, borgere og erhvervsliv om at udvikle resiliente løsninger.

Vi vil gøre bydelene til steder, hvor vi kan mødes og nytænke gennem samskabelse. Dette styrker sammenhængskraften i Vejle. Derfor skal de resiliente bydele dele viden og erfaringer løbende, så metoder og muligheder testes og tilpasses de lokale forhold.

Fjordbyen – livet med og ved vandet

Vejle er truet af oversvømmelser. Fjordbyen er et udsat område ved Vejle Lystbådehavn. Det rummer både nye og ældre boligområder, men også sports- og fritidsfunktioner samt et gymnasium. Det er et område i udvikling, og vil i fremtiden også have plads til erhverv, når en helt ny havneø udbygges.

Der fokuseres derfor på at sikre byen, værdierne og borgerne. Stormflodssikringen skal skabe merværdi – den skal give byen og borgerne noget mere. Vandet skal håndteres, så det også skaber oplevelser, steder, der indbyder til ophold, og skaber grundlag for sammenhold og fællesskab.

Vestbyen – den aktive og sociale bydel

Vestbyen er et af de områder i Vejle med størst potentiale for opbygning af yderligere kapacitet. Området rummer almene boliger, Spinderihallerne, Fab Lab, Byhaverne mm.

Som et ”Resilient Community” er Vestbyen et indsatsområde, hvor der fokuseres på udvikling af lokale ”resilient communities”, herunder aktivt medborgerskab, stærke lokale fællesskaber og miljøer for selvforsyning.

Boligsociale områder – helhedsplaner nord og syd

De boligsociale helhedsplaner skal forbedre det boligsociale miljø i områderne Løget og Nørremarken, der tilsammen har godt 2000 boliger.

Visionen er, at områderne Løget og Nørremarken er resiliente/robuste og attraktive bydele, der aktiverer områdernes ressourcer til at skabe medborgerskab, tryghed, trivsel og plads til forskellighed. Alle har noget at bidrage med – og alle har glæde af at bidrage. De boligsociale helhedsplaner er en væsentlig del af at styrke byens sammenhængskraft, styrke lokal identitet og aktivt engagere lokalsamfundene.

Rosborg - den nye bydel

Byudviklingsområdet Rosborg ligger i den vestlige del af Vejle, lige ud til Vejle Ådals imponerende landskab. Området er på 80 hektar og ejes af Vejle Kommune. Bydelen Rosborg har navn efter områdets borganlæg fra 1300-tallet.

Vi drømmer om at udvikle en ny type by, et dynamisk og mangfoldigt fællesskab, der skaber rammerne for det gode og bæredygtige liv. Målet er at give nytænkende bud på, hvordan vi sammen med en række væsentlige interessenter kan udvikle fremtidens resiliente bydel, samt løbende teste idéerne af i området.