Kommuneplan 2017-2029
Planstrategi
Hvad gælder for mig

Grønt Danmarkskort

Retningslinje for Det grønne Danmarkskort

Realiseringen af Det grønne danmarkskort skal over tid tilvejebringes ud fra følgende kriterier i prioriteret rækkefølge:

  • Natura 2000-områder, samt eksisterende værdifulde naturområder uden for Natura 2000-områderne.

  • Nye naturområder, som kan udvide eller skabe sammenhæng mellem eksisterende værdifulde naturområder, herunder i tilknytning til og mellem Natura 2000-områder.

  • Naturområder, som samtidig bidrager til andre formål, herunder klimatilpasning og klimaforebyggelse, et bedre vandmiljø eller rekreation.

Det grønne danmarkskort er vist på kortbilag Grønt Danmarkskort. 

Redegørelse

Det grønne danmarkskort er en masterplan over den eksisterende natur og den potentielle natur, som den kommunale indsats fremover fokuserer på. Kortet viser, hvor kommunerne i fremtiden vil målrette deres naturpleje og planlægge for ny sammenhængende natur - på tværs af kommunegrænserne.

Det grønne danmarkskort indeholder natur- og skovområder, herunder alle Natura 2000-områder og særligt værdifulde naturområder. De særligt værdifulde naturområder er en delmængde af det samlede antal naturområder og er udvalgt, fordi de rummer særlige naturværdier.

I det grønne danmarkskort indgår endvidere de potentielle økologiske forbindelser og potentielle naturområder. Særligt for de potentielle økologiske forbindelser gælder, at udpegningen ikke er et udtryk for, at områderne over tid helt skal udgøres af naturarealer, men i stedet et udtryk for, at de enkelte naturarealer har en fornuftig indbyrdes afstand og størrelse, der kan opretholde et naturligt dyre- og planteliv. Hvilke dele af disse arealer, der er relevante som egentlige naturarealer i det samlede grønne danmarkskort, vil defineres, når den nærmere planlægning skal gennemføres - enten i forbindelse med lokalplaner, vandmiljøindsatser eller frivillige aftaler om naturpleje, skovrejsning, jordfordeling mv. Udpegningen for potentielle naturområder omfatter især arealer, der ligger tæt ved eksisterende natur og eksempelvis skræntskove, som ikke er omfattet af fredskov eller udvalgte lavbunds- og skræntarealer.

Eksisterende natur- og skovområder samt potentielle naturområder og potentielle økologiske forbindelser er koordineret med det digitale naturkort, og hvor nødvendigt er det tilrettet og revideret efter ny viden.

Tilvejebringelse af det grønne danmarkskort fokuserer i første omgang på at sikre de eksisterende særligt værdifulde naturarealer og Natura 2000-områder gennem optimal pleje. Udbygningen af det grønne danmarkskort sker dernæst ved pleje af tilstødende eller nærliggende naturarealer, som har potentiale til at udvikle sig til værdifuld natur, samt ved at sammenbinde disse arealer, således at større sammenhængende og stabile værdifulde naturområder opstår. Denne indsats skal, hvor muligt, ses i sammenhæng med øvrige indsatser såsom områder for klimatiltag, vådområder, skovrejsning samt pleje af vildt- og småbiotoper som vandhuller, diger og levende hegn, krat, mv.
Udpegningerne er ikke til hinder for almindelig landbrugsmæssig drift eller for andre eksisterende aktiviteter såsom jagt eller færdsel. Med undtagelse af områder, hvor pleje af eksisterende natur eller tilvejebringelse af ny natur tager afsæt i lovgivning, skal det grønne danmarkskort overvejende udbygges ved frivillige aftaler med lodsejerne.

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00