Kommuneplan 2017-2029
Planstrategi
Hvad gælder for mig

Billund Lufthavn

Retningslinje til Billund Lufthavn

Billund Lufthavns eksisterende og planlagte områder kan ses på kortbilag Infrastruktur. 

Forhold, der skal iagttages i by og på land som følge af Billund Lufthavn.

• Inden for en afstand af 13 km fra Billund Lufthavn bør der af hensyn til flyvesikkerheden ikke etableres anlæg, som tiltrækker fugle, således at der er risiko for, at fuglene overflyver flyvepladsen på vej mellem anlæg, der tiltrækker fugle, og eventuelle yngle- og rastepladser. (Billund Lufthavn skal altid høres).

• Der skal ske en høring og indgås en dialog med Billund Lufthavn og Trafik- og Byggestyrelsen ved etablering af søer, regnvandsbassiner og lignende inden for følgende opmærksomhedszone:
o 3 km langs med startbanen
o 6 km for enden af startbanen.

• De hindringsfrie planer for Billund Lufthavn skal respekteres.

• Højt byggeri, som ligger under de hindringsfrie planer, skal i høring hos Billund Lufthavn og i visse tilfælde ved Trafik- og Byggestyrelsen med henblik på dialog om eventuel belysning og lignende på bygningen, så trafikafviklingen i Billund Lufthavn ikke generes.

• Belysning på bygninger, veje og stier udføres, så trafikafviklingen i Billund Lufthavn ikke generes.
• Lufthavnens planteliste skal indarbejdes i lokalplaner, jf. rammebestemmelserne.

Redegørelse

Billund Lufthavn er landets næststørste lufthavn med velfungerende rute-, charter- og godstrafikforbindelser til verdens storbyregioner og feriedestinationer.

Lufthavnen er centralt beliggende i Vestdanmark og betjener hele Jylland, Fyn og dele af Nordtyskland.

Lufthavnens arealbehov skal sikres i takt med den nødvendige udbygning, ligesom lufthavnens trafikale forbindelser fortsat skal søges udbygget med direkte adgang til landets motorvejsnet og de overordnede veje i det jysk-fynske område.

Af hensyn til flyvesikkerheden må der inden for en afstand på 13 km fra Billund Lufthavn ikke etableres anlæg, der kan tiltrække fugle. Den nærmere arealanvendelse fastlægges gennem Billund og Vejle kommuners lokalplanlægning.

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00