Kommuneplan 2017-2029
Planstrategi
Hvad gælder for mig

Status på Trekantsområdets transportsystem

Godstransport

På godssiden sker håndteringen på følgende centre:

  • Havnene i Fredericia, Kolding, Middelfart og Vejle

  • Billund Lufthavn

  • Taulov Transportcenter

  • Exxit 59 nord for Vejle. 

Fredericia Havn er en af Danmarks største godshavne. Havnen håndterer både internationalt og nationalt gods, og har som en af Danmarks få dybvandshavne mulighed for at betjene alle former for skibstyper. Havnen er desuden krydstogthavn for hele Region Syddanmark. Her ud over er der erhvervshavne i Kolding og Vejle, hvor begge er i vækst og under udvidelse.

Taulov Transportcenter er med nærhed til motorvej og jernbane et vigtigt knudepunkt for godshåndtering både via omladning mellem lastbiler og jernbane og mellem lastbiler. Taulov Transportcenter oplever i disse år en kraftig vækst, hvor nye operatører etablerer sig i området med henblik på at skabe nye fleksible rammer for logistiske løsninger. For banetransport fungerer kombiterminalen i Taulov som fordelingscentral for banegods til resten af Europa.

Exxit 59 er en vigtig omladningsterminal for godstransport på lastbiler. Herudover omfatter Exxit 59 et bredt spekter af servicefaciliteter for landtransport, transportuddannelse, distributionsvirksomheder og servicevirksomheder.

Det forventes, at lastbilernes andel af den internationale transport vil være stigende, og at den største vækst bl.a. vil være koncentreret i korridoren mellem Trekantområdet og Hamburg.

Det må forventes, at indførelsen af modulvogntog på dele af motorvejsnettet vil lette trængslen i Trekantområdet.

Persontransport

På persontransporten betjenes Trekantområdet af såvel individuel vejtransport som kollektiv trafik i form af tog, bus og fly. På vejsiden er Trekantområdet først og fremmest betjent af motorvejene E20 og E45 samt motorvejen Vejle-Herning. Trekantområdet har således motorvejsforbindelser i fem retninger.

Trekantområdets største byer bindes sammen af jernbanen, hvor der som minimum er halvtimesdrift. Som supplement til jernbanen betjenes Trekantområdet af regionale og lokale busrute.

Aktuelt er Transportministeriets officielle forventninger, at trafikken på det overordnede vejnet gennem Trekantområdet (E20 og E45) vil stige omkring 27% i perioden 2010-2030. Disse officielle tal er dog allerede ved at være overhalet af virkeligheden, idet trafikken steg med 20-30% i perioden 2010–2015. Således er den forventede stigning i hele perioden frem til 2030 stort set allerede realiseret.

Langt den største del af rejserne i Trekantområdet foregår i dag med bil. 90% af de kørte kilometer i Trekantområdet foregår i bil, og denne andel er svær at påvirke. Et problem er bl.a., at den kollektive trafik ikke i dag er et tiltrækkende alternativ til brug af bilen, bl.a. fordi rejsetiderne mellem de større byer i Trekantområdet er længere end i bil, og fordi serviceniveauet er lavt (regularitet, driftssikkerhed, terminalforhold etc.).

Fremkommelighedsproblemer

­­­Med en årsdøgntrafik på motorvejene ved Vejle Fjord og omkring Kolding godt 80.000 biler pr. døgn er Trekantområdets motorveje blandt landets mest trafikerede, og på flere strækninger er der betydelige trængselsproblemer.

Strækningerne med de største kapacitetsproblemer er i rækkefølge:

  • E20 fra Nørre Aaby mod Odense.

    Her foreligger allerede en anlægslov for en udvidelse.

  • E20/E45 rundt om Kolding.

    Her er gennemført en VVM-undersøgelse vedrørende en udvidelse.

  • E45 mellem Christiansfeld og Kolding.

  • Vejlefjordbroen med tilstødende strækninger,

    Strækningen blev udvidet i 2013, men en ny udvidelse eller aflastning er nødvendig formentlig inden for en 10 års periode

Pendling i Trekantområdet

Som det fremgår af skemaet, pendler omkring 107.000 personer pendler hver dag til og fra arbejde over en kommunegrænse internt i Trekantområdet eller til eller fra Trekantområdet. Dette tal har været stigende gennem de seneste mange år. Mellem 2008 og 2013 er pendlertallet steget med 2-3% på trods af, at der i den samme periode er sket et fald i det samlede antal arbejdspladser på 5-6% både i Trekantområdet og på landsplan. Samtidig pendles der over større afstande. Den daglige pendlingsafstand for Trekantområdets borgere er steget med omkring 10% i perioden fra 2008 til 2013. Det er vigtigt, at Trekantområdet har en infrastruktur og et kollektiv trafikudbud, der kan håndtere denne stigende pendling på en hensigtsmæssig måde.

Pendling på tværs af kommunegrænser

Pendling på tværs af kommunegrænser

Udvikling i gennemsnitlig pendlingsafstand pr. kommune

Udvikling i gennemsnitlig pendlingsafstand pr. kommune

Billund Lufthavn

Billund Lufthavn er Vestdanmarks vigtigste lufthavn og betjente i 2015 godt 2,9 mio. passagerer, heraf knap 2,8 mio. passagerer til/fra udenlandske destinationer. Billund Lufthavn betjener det meste af Jylland og Fyn.

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00