Kommuneplan 2017-2029
Planstrategi
Hvad gælder for mig

Forebyggelse af klimaændringer

Mål

  • Trekantområdet skal fortsat bidrage ambitiøst til, at de nationale klima- og energimål kan nås.
  • Der skal arbejdes for at reducere og optimere energiforbruget, samt øge produktionen af vedvarende energi.
  • Der skal gives plads til innovative teknologiske løsninger, og de eksisterende rammer skal udfordres.

Redegørelse til mål

Både internationalt, på EU-plan og nationalt er Danmark forpligtet af en række målsætninger om at øge andelen af vedvarende energi og om at reducere energiforbruget og udledningen af CO2.

Der er behov for en gennemgribende omstilling af energisektoren, og kommunerne spiller en vigtig rolle i arbejdet med at forebygge klimaændringerne og bidrage til at opfylde klimaaftalernes mål. Det er nødvendigt at lade klimahensynet få høj prioritet og benytte lovgivningens muligheder, når der planlægges og når der stilles krav. Nye innovative teknologiske løsninger vil også spille en rolle.

Kommunerne skal planlægge for varmeforsyningen, hvor en effektiv energiproduktion kan være med til at reducere CO2-udslippet.                

Regeringens energi- og klimapolitiske mål – og resultaterne af Energiaftalen i 2020

I 2012 vedtog et flertal i folketinget en energipolitisk aftale for perioden 2012-2020. Målet er, at Energiaftalen skal bidrage til at fremtidssikre det danske samfund ved at skabe en grøn økonomi i vækst og skal samtidig bidrage til opfyldelsen af Danmarks forpligtigelser i forhold til EU's energi- og klimamål. 

Kilde: Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, 2012.

I V-regeringens klimapolitiske redegørelse fra 2016 fokuseres der på, at Danmark skal indfri sine internationale forpligtelser, og den langsigtede målsætning er fortsat, at Danmark i 2050 skal være uafhængige af fossile brændsler.

Produktion af vedvarende energi i Trekantområdet

Den vedvarende energiforsyning i Trekantområdet er baseret på en række forskellige vedvarende energikilder, herunder biomasse (flis, halm og træpiller), biogas, vindenergi og solenergi (solfangere og solceller) og jordvarme.

Den samlede produktion af vindenergi i Trekantområdet er 578.434 MWh. Alene produktionen af vindenergi svarer til det årlige el-forbrug for ca. 116.000 husstande, som udgør omkring 60% af husstandene i Trekantområdet (pr. 1.1.2016).

Kommunerne i Trekantområdet arbejder for at øge produktionen af vedvarende energi. Udover etablering af nye forsyningsanlæg sker det ved at ombygge og udbygge eksisterende anlæg, så vedvarende energikilder kan tage over for fossile brændsler. F.eks. bliver Skærbækværket, der i dag fyrer med naturgas, ombygget til primært at fyre med træflis pr. 1. jan. 2018.

Desuden arbejder kommunerne i Trekantområdet med at reducere og optimere energiforbruget bl.a. gennem anvendelse af varmepumper og udnyttelse overskudsvarme fra virksomheder.

Større forsyningsanlæg baseret på vedvarende energikilder ses på kortbilag Teknisk anlæg og støj.

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00