Kommuneplan 2017-2029
Planstrategi
Hvad gælder for mig

Fælles kommuneplan for Trekantområdet

Forord

Trekantområdets kvaliteter, dets strategiske placering og evnen til at udnytte mulighederne i både konkurrence og samarbejde gør, at vi sammen med København og Århus i dag fremstår som et af landets mest betydningsfulde og attraktive vækst- og investeringsområder. Når vi i Trekantområdet arbejder sammen om en fælles kommuneplan, så er det med henblik på at styrke områdets samlede vækst og attraktivitet og samtidig skabe flere udviklingsmuligheder, end vores kommuner har hver for sig. Ligesom mange af de udfordringer, som vi står over for, kun kan løses i fællesskab. Vi ved, at verden er foranderlig. Trekantområdet er en funktionel storbyregion – en metropol på vej - som indbyggerne opfatter som deres naturlige nærområde, hvor de frit bevæger sig for at arbejde, shoppe, dyrke fritidsinteresser og deres sociale liv. Derfor er det også naturligt, at Haderslev Kommune er blevet en del af samarbejdet fra 1. januar 2016.

Foranderlighed, dynamik og bevægelighed forudsætter imidlertid styring og fysisk planlægning. Her er mange interesser i spil. Den politiske afvejning mellem forskellige hensyn og fastlæggelse af retningslinjerne for kommunens indsats er en central politisk prioriteringsopgave. Kommuneplan 2017-2029 sætter retning for Trekantområdets mål og regler for arealanvendelsen, og er den bærende plan, hvor borgere og virksomheder kan orientere sig om mål og regler for arealanvendelsen. Det gælder bl.a. planlægning for erhverv, infrastruktur, nye vand- og naturindsatser og andre aktiviteter i det åbne land såsom placering af vindmøller, biogasanlæg mv

Kommuneplan 2017 er et godt grundlag for, at Trekantområdets helt særlige kvaliteter og muligheder også i fremtiden udbygges og udnyttes optimalt.

                                                    

Indledning

Kommuneplan 2017-2029 for Trekantområdet” udgør den fælles del af kommuneplanen for Trekantområdets syv kommuner. 

Hensigten med at udarbejde en fælles kommuneplan er, at Trekantområdet med udgangspunkt i de 7 kommuners styrker sammen skaber flere udviklingsmuligheder, end kommunerne kan hver for sig. 

Den fælles del af kommuneplanen for Trekantområdets syv kommuner omfatter hovedstruktur og fælles retningslinjer. Mens de lokale dele af kommuneplanen omfatter retningslinjer, der alene har interesse for den enkelte kommune samt rammer for lokalplanlægningen.

Det skal fremgå af Planstrategien om den gældende kommuneplan skal revideres helt eller delvist, eller om den gældende kommuneplan skal genvedtages. 

Hovedbudskabet i ”Metropol på vej. Trekantområdets Planstrategi 2015/16”  var at den gældende Kommuneplan 2013-2025 skulle minimum-revideres. Ud over planstrategiens overordnede temaer: ”Danmarks produktionscentrum”, ”Danmarks entreprenante centrum” og ”Kulturmetropolen” skulle revisionen være omfattet af tre specifikke temaer: 

•        Sikre attraktive boligmiljøer i Trekantområdet

•        Forbedre adgang og kvalitet i natur- og kystområderne

•        Udarbejdelse af et grønt Danmarkskort 

Disse temaer er i nærværende forslag til kommuneplan indarbejdet, hvor de naturligt passer ind i kommuneplanens eksisterende afsnit. 

I relation til temaet ”Sikre attraktive boligmiljøer i Trekantområdet” er der udarbejdet en bolig- og bosætningsanalyse af Statens Byggeforskningsinstitut. Rapporten har dannet grundlag for en redigering af temaet By og Erhverv. 

For revisionstemaet ”Forbedre adgang og kvalitet i natur- og kystområderne” har arbejdet resulteret i et nyt afsnit i kommuneplanen.  I afsnittet beskrives natur- og kystområder af særlig kvalitet og med potentiale til at understøtte bosætning og turisme i Trekantområdets kommuner. Områder og forbindelser med potentialer er udpeget på kort.  Afsnittet indeholder mål, men ingen retningslinje. 

Jf. planlov og planstrategien stilles der krav om at udarbejde et Grønt Danmarkskort. Kortet giver et samlet overblik over, hvor den eksisterende natur findes, og hvor der i fremtiden kan planlægges ny natur. Det er hensigten, at Grønt Danmarkskort - på tværs af kommunegrænser og kommuneplaner - skal vise, hvordan nuværende natur sammen med ny natur skal bindes sammen i ét stort landsdækkende naturnetværk. Afsnittet indeholder en ny retningslinje. 

Med afsæt i Kommuneplan 2013-2025 blev der nedsat en tværkommunal arbejdsgruppe, der har udviklet et bæredygtighedsværktøj til lokalplanlægning, som pt. er under afprøvning i kommunerne. 

Trekantområdets bestyrelse har ligeledes truffet en række beslutninger, som har faglig relation til kommuneplanen. Det drejer sig primært om Trekantområdets infrastrukturstrategi og den kulturaftale, som Trekantområdet har indgået med Kulturstyrelsen. Begge dele har medført tekstmæssige revisioner i den kommende kommuneplan.

Med Haderslev Kommunes optagelse i Trekantområdet Danmark samarbejdet er fakta om Haderslev Kommune indarbejdet i tal og tekst. 

Efter vedtagelsen af Kommuneplan 2013-2025 er der – på baggrund af lovkrav fra statens side – desuden blevet udarbejdet et fælles kommuneplantillæg vedrørende ”Udpegning af særlig værdifulde landbrugsområder”. Både kommuneplantillæg og bæredygtighedsværktøj er tekstmæssigt indarbejdet i det foreliggende udkast til det kommende kommuneplanforslag. 

En ny bekendtgørelse om krav til kommuneplanlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse,  Bekendtgørelse  nr. 1697 af 21/12/2016, trådte i kraft som afløsning for de tidligere vandplaners retningslinjer 40 og 41. Som konsekvens heraf er retningslinjen for byudvikling og grundvand opdateret, mens rammedelen er opdateret i forhold til tekniske tiltag, der skal sikre mod forurening af grundvand.

Den øvrige revision af kommuneplanen har været af redaktionel karakter, herunder opdateringer og redigeringer af samtlige tekster, indskrivning af ny lovgivning mv. 

Endelig har folketinget i juni måned 2017 vedtaget en ny planlov. Da den nye planlov trådte i kraft samtidig med at nærværende kommuneplan for Trekantområdet var i offentlig høring, har det ikke været muligt at indarbejde de nye ændringer. Planlovsændringer, som har betydning for kommuneplaner og lokalplaner samt en beskrivelse af, hvordan kommunerne fremadrettet kan håndtere de nye muligheder, er beskrevet "Ændring af planloven".

Læsevejlening

Den fælles kommuneplan tager udgangspunkt i den gældende Planlov, med særlig reference til lovens § 11a der indeholder en fortegnelse over de emner kommuneplanen skal fastsætte retningslinjer og arealudpegninger for. For retningslinjer og udpegninger der alene har lokal interesse samt kommuneplanrammer for lokalplanlægningen (Planlovens § 11b), henvises til den enkelte kommunes lokale dele af kommuneplanen.

Herudover tager Trekantområdets Kommuneplan udgangspunkt i Erhvervs- og Vækstministerens ”Oversigt over statslige interesser i kommuneplanlægningen 2017” med hensyn til vægtning og opbygning.

Mål

Til hvert emne i kommuneplanen hører en målsætning med en tilhørende redegørelse. Målsætningen forholder sig overordnet til den fremtidige ønskede udvikling for det pågældende emne. Den tilhørende redegørelse uddyber og anviser veje til at realisere målet.

Retningslinjer og udpegninger

Til det enkelte emne i hovedstrukturen er der knyttet retningslinjer. Retningslinjerne angiver enten generelle bestemmelser, eller refererer til specifikke geografiske udpegninger af interesseområder, der skal varetages igennem administrationen. Det er retningslinjernes specifikke ordlyd, der er bindende for administrationen. Til hver retningslinje er der knyttet en redegørelse, der uddyber og forklarer baggrunden for retningslinjen, og præciserer, hvordan retningslinjen skal anvendes. En retningslinje må ikke opfattes som et forbud.

 Retningslinjerne skal administreres i forhold til Planlovens ”virke for”-bestemmelse. Det vil sige at mål, retningslinjer, redegørelse og arealudpegninger er udgangspunkt for en konkret vurdering – en vurdering, der baserer sig på faglighed og sund fornuft.

Tematiske kort

Udpegningerne, der knytter sig til de enkelte emner, er gengivet på oversigtskort. Kortene er først og fremmest egnede til at give et overblik over den samlede struktur, sammenhænge og udpegningerne i Trekantområdet som helhed. Detaljerede kort over arealudpegningerne kan hentes på kommunernes hjemmesider. En elektronisk kommuneplan, Kommuneplanens hovedstruktur, og retningslinjer, som er fælles for de syv kommuner i Trekantområdet, offentliggøres på Trekantområdets fælles kommuneplan hjemmeside: www.trekantplan.dk.

Planloven

Planloven skal sikre, at den sammenfattende planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet. 

Planlægningen skal især sikre, at

• der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele landet

• der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber

• de åbne kyster fortsat udgør en væsentlig natur- og landskabsres - source

• forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges

• offentligheden i videst muligt om - fang inddrages i planlægningsarbejdet. 

En række areal-, natur- og miljødata kan findes på Danmarks Miljøportal - www. miljoeportal.dk. Alle planforslag og planer lægges på en planportal - www.PlansystemDK.dk - så alle kan se, hvilke planer der gælder for de enkelte ejendomme. 

Planhiraki  

 

Kommunerne i Trekantområdet har besluttet at lave en del af kommuneplanen i fællesskab. Den fælles del omfatter hovedstruktur og retningslinjer. Den del af kommuneplanen, som omfatter rammer for lokalplanlægningen, laves af de enkelte kommuner, se illustration af planhierarkiet.

 

 

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00